Coronella girondica
Reptilia → Squamata → Serpentes → Colubridae → Coronella → Coronella girondica
Biscia, Biscia Bagèa, Bissa Bagèa, Aspisurdu
Den sydlige glatsnog ( Coronella girondica ) er en lille til mellemstor slange, der sjældent bliver op til 90 cm lang, med en smidig og slank krop.
De glatte ryggeskæl og den varierende farvetegning – fra brun til okker med lyserøde nuancer og mørkebrune eller sortlige tværbånd – gør den godt camoufleret blandt klippeområder og stenmure.
Bugen er hvidlig med karakteristiske sorte pletter arrangeret i et 'skakbræt'-mønster, mens en tynd mørk stribe markerer snuden.
Hovedet, som ikke er tydeligt adskilt fra halsen, er ovalt og lille; øjnene er runde med en gullig iris prydet af rødlige og sortlige prikker samt en cirkulær pupil.
Ungdyr er mere grålige med mere kontrastfulde tegninger, som aftager med alderen.
Kønsforskellen er svag, men hunnerne bliver generelt større.
Denne art har aglyfe tænder, hvilket betyder, at den mangler giftkanaler eller furer i tænderne.
Som en typisk middelhavsart findes den sydlige glatsnog ( Coronella girondica ) på den Iberiske Halvø, i det sydlige Frankrig, det vestlige Nordafrika og i det centrale og sydlige Italien.
I Savona-provinsen er den meget almindelig fra de milde kystområder op til 800 meters højde, med størst forekomst i de bakkede og subkystnære egne af det vestlige Ligurien.
Den foretrækker varme, tørre miljøer med stenet undergrund, tørre skråninger, stenmure, ruiner, affaldspladser og traditionelle landbrugsområder.
Den finder let skjul i menneskepåvirkede områder som haver eller køkkenhaver, så længe der er gemmesteder og sparsom vegetation.
Dens brede tilpasningsevne gør det muligt for arten at leve både på åbne, solrige steder og i delvist skyggefulde områder.
Den sydlige glatsnog lever et skjult liv: den er hovedsageligt aktiv i skumringen eller om natten, bevæger sig langsomt og tilbringer det meste af dagen skjult.
Afhængigt af klimaet begynder aktiviteten allerede i marts efter vinterdvalen og fortsætter indtil de første kolde perioder i november.
Reproduktionsvanerne er stadig delvist ukendte, men det vides, at hunnerne lægger 1 til 8 æg på beskyttede steder mellem juni og juli, for eksempel i murrevner eller under sten; ungerne klækkes omkring midten af august.
De nyklækkede slanger, som måler 12–15 cm, ligner de voksne, men har mere markante farvetegninger.
Den sydlige glatsnog lever hovedsageligt af firben og gekkoer, som den fanger i skumringen mellem stenene.
Byttet dræbes ved kvælning: slangen snor sig om byttet og holder det fast med munden, indtil det kvæles.
Dens lille størrelse begrænser den til små hvirveldyr, såsom unge grønne firben ( Lacerta bilineata ), mens ungerne foretrækker små murfirben ( Podarcis muralis ) og spiser lejlighedsvis også insekter.
Der findes mange naturlige farer: dens vigtigste fjender er rovfugle, landlevende rovdyr og andre slanger (som Montpellier-slangen, Malpolon monspessulanus ), og både konkurrence og kannibalisme forekommer.
Mennesket udgør dog den største trussel: arten bliver ofte dræbt ved en fejl, fordi den forveksles med hugormen ( Vipera aspis ).
Andre farer omfatter trafikdrab og ødelæggelse af levesteder.
Den sydlige glatsnog er fuldstændig harmløs og forsøger sjældent at bide: til forsvar kan den flade hovedet ud for at ligne en hugorm eller udskille ildelugtende væsker for at skræmme angribere væk.
På grund af sin sky natur bliver dens tilstedeværelse ofte undervurderet, selvom den er ret almindelig i egnede områder.
Nye molekylære studier har afsløret dybe forskelle mellem den sydlige glatsnog ( Coronella girondica ) og Coronella austriaca , hvilket tyder på, at de tilhører forskellige evolutionære linjer inden for snogefamilien (Colubridae).
