Vipera aspis
Reptilia → Squamata → Viperidae → Vipera → Vipera aspis
Vipera, Lipra, Üpega
Almindelig Hugorm ( Vipera aspis ), ofte frygtet og lidt kendt, er den mest karakteristiske giftslange i Liguriens bakkede og bjergede landskaber.
Den er et robust og kompakt krybdyr med en kraftig krop, kort og tydelig hale, et markant trekantet hoved, der er tydeligt adskilt fra halsen, samt en let opadbøjet snude—træk, der adskiller den fra lignende arter.
Kønsforskelle ses primært i størrelsen: voksne hunner bliver 65–75 cm, mens hanner sjældent overstiger 65 cm.
De dorsale skæl er stærkt kølede; øjnene har en lodret pupil, et typisk kendetegn for hugorme.
Farvetegningen er meget variabel: grundfarven spænder fra grå til brun eller rødlig, gennemskåret af et zigzag-bånd på ryggen eller tværgående bånd; melanistiske (helt sorte) individer forekommer også. Bugfladen er normalt mørkegrå eller sortlig, og haletippen er ofte gullig eller orange hos unge dyr.
I det vestlige Ligurien repræsenteres Almindelig Hugorm af underarten Vipera aspis aspis, typisk for alpine og prealpine miljøer, og findes hovedsageligt i bakkede og bjergområder fra 300 m op til ca. 2.000 m over havet.
Den er sjældnere langs kysten og i stærkt urbaniserede områder og har en pletvis udbredelse med ofte isolerede bestande.
I lavlandet er forekomsten sporadisk og kun begunstiget af resterende levesteder, ruiner og tyndt befolkede zoner.
Den foretrækker klippefyldte områder, tørre græsarealer, skovbryn og lysninger, gamle stengærder, krat og overgangszoner, hvor skiftet mellem forskellige vegetationstyper giver både skjul og rigeligt bytte.
Den tåler store temperaturudsving og udnytter i høj grad sydvendte mikrohabitater, især i de solrige timer om morgenen og aftenen.
Almindelig Hugorm er primært dagaktiv, men kan blive skumrings- eller nataktiv under sommerens hedebølger.
Den udviser territoriel adfærd og falder ofte perfekt i ét med omgivelserne, hvilket gør den svær at opdage.
Den er sky og undgår helst kontakt med mennesker, og bider kun hvis den føler sig truet eller bliver trådt på.
Aktiviteten er koncentreret fra marts til oktober, med vinterdvale i underjordiske skjul.
Formeringen sker om foråret, og arten er vivipar: hver hun føder 4–8 fuldt udviklede unger mellem august og september, som straks er selvstændige og allerede har funktionelt gift.
Almindelig Hugorms føde varierer gennem livet: unger lever hovedsageligt af firben, små gnavere og store hvirvelløse dyr som græshopper eller regnorme, mens voksne især jager små pattedyr, øgler og kun sjældent småfugle.
Hugormen regulerer gnaverbestandene og bidrager til balancen i landlige og naturlige økosystemer.
De største trusler mod arten i det vestlige Ligurien omfatter ødelæggelse af egnede levesteder (barrierer for spredning, byudvikling, intensivt landbrug), brande, systematisk drab fra mennesker, trafikulykker og isolering af bestande på grund af fragmentering af levesteder.
På trods af beskyttelse gennem national lovgivning er der fortsat samfundsmæssigt pres på grund af udbredt frygt og misinformation.
Almindelig Hugorms gift består af en kompleks blanding af enzymer, proteiner og toksiner, som primært har blødende og vævsødelæggende virkninger; dens farlighed overvurderes dog ofte: den mediane dødelige dosis for en rask voksen overstiger 50 mg, mens et bid i gennemsnit injicerer 10–20 mg.
I Ligurien er dødelige tilfælde yderst sjældne (<0,1 %) og rammer hovedsageligt sårbare personer (børn, ældre, allergikere eller ved flere bid).
De mest almindelige symptomer er intens smerte, hævelse, lokale forandringer og sjældent alvorlige systemiske virkninger.
Behandlingen består i at immobilisere det ramte område, klinisk observation og om nødvendigt hospitalsbehandling med modgift.
Brug af stasebånd og forsøg på at suge giften ud frarådes.
Artens økologiske rolle bør fremhæves: ved at regulere gnaverbestande fungerer Almindelig Hugorm både som indikator for biodiversitet og som en væsentlig aktør i økosystemets balance.
Kendskab til og respekt for denne art er afgørende for sameksistens og beskyttelse af vores naturlige miljøer; gældende regler forbyder drab og indfangning.
