Strinatis hulesalamander

Amphibia → Urodela → Plethodontidae → Speleomantes → Speleomantes strinatii

Canferèstru, Cansinistru

Strinatis hulesalamander er en ekstraordinær lungefri halepadde, som udelukkende kan ånde gennem sin hud og mundens slimhinde.

Den bliver 7–13 cm lang, inklusive halen, og har en mørkegrå bug, der står i kontrast til en brun eller grå ryg med okkergule pletter, som varierer mellem individer og populationer.

Lemmerne er korte, kraftige og delvist svømmehudede ved tæerne, hvilket gør dem velegnede til at udforske våde og glatte overflader.

Et vigtigt kendetegn er den nasolabiale fure, som ses under forstørrelse: en tynd kanal, der løber fra mundvigene til næseborenes basis, afgørende for transport af feromoner og for kemisk sansning af omgivelserne.

Kønsforskelle ses tydeligt hos voksne hanner, som har en elliptisk mentalkirtel, der bruges under parringsritualer.

Speleomantes strinatii fanger bytte ved at skyde sin stilkede tunge hurtigt ud, langt ud over hovedets længde, hvilket sikrer hurtige fangster selv i fuldstændigt mørke sprækker.

I gunstige perioder kan den også ses uden for huler, under sten, rådne træstammer og nær vandløb.

Strinatis hulesalamander er den eneste liguriske repræsentant for familien Plethodontidae, en gruppe der hovedsageligt findes i Amerika og kendetegnes ved manglen på lunger.

I Italien omfatter slægten Speleomantes syv arter, hvoraf fire er endemiske for Sardinien, mens tre taxa findes på fastlandet: S. strinatii, S. ambrosii og S. italicus.

Speleomantes strinatii findes kun i Liguriens bue og tilstødende områder i det sydlige Piemonte, med fragmenterede bestande i dybe dale, karstområder og skovklædte områder.

I provinsen Savona findes den hovedsageligt på kalkstensunderlag, fra havniveau op til ca. 1.300 meters højde, hvor den tilpasser sig både indlands-karstmiljøer og kystnære huler.

I Beigua-massivet synes den at mangle, trods en gammel og isoleret observation.

Denne padde foretrækker naturlige og menneskeskabte underjordiske miljøer—huler, sprækker, karsthuler eller forladte miner—alle præget af meget høj luftfugtighed og stabile temperaturer, ofte mellem 8 og 15 °C.

På fugtige eller regnfulde dage kan den dog også findes udendørs, skjult under sten, træstammer eller i løvlag i mesofile skove og langs vandløb.

Provinsen Savona tilbyder, takket være den udbredte forekomst af kalksten og karstfænomener, talrige gunstige levesteder for Speleomantes: her viser dyret stor tilpasningsevne og udnytter sprækker, revner og ethvert skjul, der kan bevare fugtigheden.

Den færdes sjældnere i ofiolitiske miljøer, på grund af den lavere mulighed for dannelse af egnede hulrum.

Strinatis hulesalamander er en ekstremt fugtighedselskende art, aktiv kun når den relative luftfugtighed er tæt på mætningspunktet.

Den foretrækker et diskret og overvejende natligt liv, men kan i milde årstider også ses om dagen, især i de dybeste og mest fugtige dele af hulerne.

Aktiviteten fortsætter året rundt, med højdepunkt om sommeren og aftagende i de koldere måneder.

Unge og voksne benytter forskellige mikrohabitater: de unge opholder sig ofte nær hulernes indgange, hvor forholdene er mindre stabile, men føden lettere tilgængelig; de voksne foretrækker dybere, mere beskyttede kroge.

Formeringen sker om foråret og er kendetegnet ved en langvarig kurtisering: hannen omfavner hunnen bagfra, vikler sig om hendes hoved og hals og kærtegner ofte hendes hage.

Efter befrugtning lægger hunnen 6 til 14 æg i godt beskyttede hulrum i jorden og forbliver ved reden indtil klækning (ca. 10 måneder senere): denne forældrepleje er unik blandt europæiske padder.

Strinatis hulesalamander er en specialiseret rovdyr, der lever af små landlevende hvirvelløse dyr.

Studier i Liguriens Appenniner har vist en kost domineret af Limoniidae-fluer, som ofte udgør over 80 % af byttet.

Kosten kan lejlighedsvis omfatte andre insekter (biller, natsværmere), edderkopper og små landlevende krebsdyr.

De største trusler mod arten stammer fra ændringer i levestederne (såsom forurening, cementering, overdreven grotteaktivitet og ulovlig indsamling) samt længere tørkeperioder forårsaget af klimaforandringer.

En sekundær risiko er indførsel af sygdomsfremkaldende organismer, herunder svampe der forårsager chytridiomykose (Batrachochytrium dendrobatidis), selvom der ikke er rapporteret om nylige masseudbrud i den lokale bestand.

Speleomantes strinatii har en bemærkelsesværdig evne til at regenerere mistede lemmer efter traume.

Dette fænomen er grundigt undersøgt både i laboratoriet og i naturen og bekræfter dens høje regenerative plasticitet, hvilket bidrager til artens succes i skrøbelige underjordiske miljøer.